KunstKoncerter for børn: fernisering og afslutningskoncert / Lørdag d. 20. august 2022

Kl. 13-14
KunstSmedjen på Musicon
Bagtæppet 8, 4000 Roskilde

Medvirkende ved KunstKoncerter for børn 2022
Hanne Tofte Jespersen, sang og klaver
Anna Klett, klarinet
Caroline Trier Madsen, cello
Laila Mortensen, Erik Schwarzbart og Helle Hove, billedkunstnere

Værk af Erik Schwartzbart

Fernisering og afslutningskoncert – for ALLE børn:
Som kulmination på rækken af KunstKoncerter, afholdes en udstilling på KunstSmedjen, Musicon, hvor alle de mange flotte kunstværker af både børn og de professionelle billedkunstnere vises frem.
Ferniseringskoncerten afholdes d. 20. august 2022 kl. 13-14 hos KunstSmedjen.
Tag din familie og venner med! Vis og fortæl dem om dit kunstværk, og hvordan KunstKoncerten foregik.

Billedkunsten:
Ved alle tre KunstKoncerter er det børnenes spontane og umiddelbare afsæt i musikken og sangen, der har fungeret som det bærende element.
Til hver koncert er der blevet udvalgt særlige materialer som passer godt til aldersgruppen, så tekniske udfordringer ikke kommer til at spærre for sansningen af musikken og forstyrre forståelsen af teksterne.

De 9-12-årige har malet med akrylmaling på lærreder.
De 6-8-årige har skabt foranderlige billeder i sand
De 4-6-årige har skabt farverige billeder på papir

Billedkunstnerne har i projektet haft to roller: som billedskabende kunstner og som formidler og katalysator for en dialog mellem både børn og voksne om musik- og kunstoplevelser.

Billedpædagogen har vejledt børnene i at få øje på slægtskabet mellem musikalske og billedkunstneriske udtryk, f.eks. Rytme, komposition, farvetone, osv., hvilket kan øge opmærksomheden på detaljer i både musik og billede, mens billedkunstneren har skabt et værk ud fra sine egne oplevelser og interaktioner med musikerne, stemningen og klangene i musikken og hele atmosfæren ved KunstKoncerten.

Musikken:
Trioen, bestående af Hanne Tofte Jespersen (sang og klaver), Anna Klett (klarinet) og Caroline Trier Madsen (cello) vil til ferniseringen spille en afslutningskoncert med blandt andet stykker af Max Bruch for klarinet, cello og klaver, opus 83. Værkerne er fra 1909, stilen er lyrisk 1800-tals romantik og meget stemningsfuld.
Den klassiske instrumentalmusik får følgeskab af improvisationer der tager udgangspunkt i de interaktioner og stemninger som opstår til ferniseringen.
Arrangementet henvender sig primært til de børn og deres familier der har deltaget ved KunstKoncerterne i Roskilde by, men er selvfølgelig også åben for andre kunst og kulturinteresserede.

Fri entré til ferniseringen og afslutningskoncerten.
KunstKoncerter for børn støttes af Spar Nord Fonden, Roskilde Kommune – Alle Tiders Musikby og DMF-Roskilde

Download plakat

Hanne Tofte Jespersen, komponist, sanger, pianist, med baggrund i både klassisk og verdensmusik. Hanne har stået i spidsen for mange projekter, hvor børn og unge arbejder sammen med professionelle musikere. Bl.a. Hvis Landet Kunne Tale 2014-17 i Roskilde Kommune, hvor 4-5 årige lokkede musik ud af jorden og var med til at opføre den. Fra 2013 Farvespillet, uropført i DR Koncerthuset efter at have vundet i DR Musikariets konkurrence om nye musikalske fortællinger.Vibrandring, nyt vandringsbaseret projekt med unge og sinfonietta, som skal opføres september 2021 ved Nordiske Musikdage på Færø- erne. Insektudsigten, over 100 opførelser fra 2004. Uddannet v/Københavns Universitet med hovedfag i musik og sidefag i film; organist fra Sjællands Kirkemusikskole. musicforthemysteries.org/

Anna Klett, klarinettist, uddannet fra Solistklassen på Det Kgl.Danske Musikkonservatorium (DKDM), hvorfra hun havde debut i 1994. Anna er fast medlem af bl.a. Athelas Ensemble og Figura Ensemblet, hun er medstifter af det færøske kammerorkester Aldubáran; hun spiller også tango i TangoCatz. Figuras virke omfatter mange projekter for børn. En fremragende klarinettist og utrolig vidtfavnende musiker, som mange nutidige komponister står i gæld til i kraft af Annas engagement i samtidens musik. Hun har tidligere arbejdet sammen med Hanne Tofte Jespersen i Farvespillet.
Caroline Trier Madsen, cellist, uddannet fra DKDM med efterfølgende studier i barokcello i London og Barcelona. Mødet med den legendariske Suzukicello-lærer Anja Maja førte hende i 2008 til studier i Helsinki og en stilling som cellolærer ved Det Danske Suzuki Institut i Kbh. Her leder hun cellofaget og underviser 35 børn i cello sideløbende med sin freelance virksomhed bl.a. som barokcellist. Hun er ofte solist og kammermusiker i DK, Sverige og også uden for Europa. Caroline var med i flere Hvis Landet Kunne Tale projekter.

Helle Hove er kunsthåndværker og billedkunstner. Hun har siden 1996 arbejdet med både permanente udsmykninger og midlertidige kunstbegivenheder. Interaktion er ofte et vigtigt element i hendes værker og hun har lang erfaring med at inddrage alle aldersgrupper, når hun inviterer publikum til at deltage i værkerne. Hove har modtaget hædersbevisninger og legater bl.a. adskillige fra Statens Kunstfond.

Erik Schwarzbart, Billedkunstner/Billedpædagog. Oprindelig uddannet Litograf og Kunstpædagog. Arbejder personligt i maleri, skulptur, installation, grafik, foto og digitale medier.
Som leder af Kunstskolen MusiconArt og leder af kulturhuset KunstSmedjen har Erik Schwarzbart de sidste 12 år været dynamo for udviklingen af den kunstnerisk kreative del af Musicon i Roskilde.
Den kunstneriske formidling har været en stor drivkraft i projekter med musik, teater og billedkunst i skole og daginstitutioner, lilleskoler, ungdomsklub og på opholdssteder for unge. Ved Schubertiaden 2014 blev elever fra flere af Roskildes skoler guidet til at lave håndlavede musikplakater, bygget op over Schuberts musik. De blev opsat i hele Roskilde.
Har i en årrække lavet ”ArtDialogue”-projekter med musikere og billedkunstnere i Letland, Polen, Færøerne og Danmark.

Laila Mortensen, uddannet pædagog og senere Gestaltterapeut. Har siden 2016 modtaget supervision hos billedkunstner Mia Willaume og Niels Valentin. Laila har i løbet af 2017 haft solo-udstillinger hos virksomheder i Roskilde såsom Kaffeekspressen og Øjenklinikken Hestetorvet samt en stand på Musicon Kunst Festival.
Siden 2015 har Laila arbejdet med temaet net-Værker. Processen og værkerne minder meget om celle-strukturer der findes i alle levende organismer. Samtidig illustrerer net-Værkerne også de mange lag af psykiske strukturer, der har udviklet og formet sig gennem livet, de strukturer der gør os til de individer, vi hver især er. På den måde er der en dobbelt betydning i net-Værkerne.
Laila har gennem processen arbejdet med både maleri, Gelli print, tusch-tegninger og mix media.
Laila har altid været meget passioneret i at udvikle børns kreativitet. Når hun underviser i billedkunst, bliver børnenes egne ideer -små og store- udforsket og bearbejdet gennem billedkunstens mange muligheder.