kl. 19:30 Gl. Vor Frue Kirke
Grønnegade 4000 Roskilde
J.S. Bach, Sejlund*, Holmboe, Nordentoft, Jan Bach og Ewald
Den Danske Messingkvintet uropfører Pernille Sejlunds “Messingkvintet” ved koncerten.
Pernille Sejlund
Pernille Sejlund skriver om sine ideer til værket:
“Messinginstrumenter associeres ofte med høje, gennemtrængende toner og meget power og volume. Måske også en anelse “militær-agtigt” og “stift”.
Jeg har lyst til at undersøge de blide og svage sider af messinginstrumenternes væsen. Søge ind i det mest stille og blide de kan frembringe. Hvor stille kan de blive? Hvor fintfølende og nærværende kan de spille? Kan de spille så blidt, at man kan få selv et lille barn lullet til ro? En lille lullaby måske?”
Den Danske Messingkvintet
Kvintetten består af messinglærerne ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
På trompet er det Nikolaj Viltoft og Jonas Wiik – begge solo-trompetister i Det Kgl. Kapel.
Nikolaj er uddannet i København og i Köln, og har tidligere været ansat som solotrompetist i Pariser Operaen. Jonas Wiik er uddannet i Stockholm og Malmö. Jonas var før han blev ansat i Det Kongelige Kapel, solotrompetist i Malmö Operaen. De spiller begge som solister i talrige sammenhænge, og underviser over det meste af verdenen.
Jakob Keiding, horn er solohornist i Copenhagen Phil. og en særdeles eftertragtet
kammermusiker og horn-lærer. Spiller desuden i ”Den Danske Horntrio”. Jakob er uddannet i København, og var, før han kom tilbage til Danmark, ansat som hornist i det østrigske radiosymfoniorkester.
Jesper Juul, Trombone, er uddannet i Aarhus, København og Paris, med flere ophold i Chicago og London. Fra 1996-2013 var Jesper ansat som solobasunist i DR´s Symfoni Orkester. Jesper har vundet – eller været prisvinder – ved flere internationale solistkonkurrencer, bla. i Geneve og München.og har optrådt som solist i talrige sammenhænge i ind- og udland. Siden 2013 professor ved DKDM.
Jens Bjørn-Larsen er formodentlig verdens bedste tuba-spiller. I 1991 vandt han den store solistkonkurrence i Genéve. Professor ved MusikHochschule i Hannover og desuden underviser i København og Malmö – foruden de talrige masterclasses Jens laver over hele verdenen. Jens var tidligere solotubaist i DR´s Symfoni Orkester. Jens er formodentlig den største messing-stjerne der nogen sinde har lyst i Danmark.
Kvintetten er ganske ny og ambitiøs. Repertoiret spænder fra Barok til modernisme, både originalt og arrangeret.