BO LUNDBY-JÆGER / 6.5.2025

kl. 20:00 Koncertkapellet
Sankt Hans Gade 51, 4000 Roskilde

Foto: Jan Türck Kallesen

BO LUNDBY-JÆGER — klaver

Nattemusik – mørkets lyd

Pianisten Bo Lundby-Jæger besøger Roskilde Musikforening med et program fyldt med mørkets musik.
Vi skal høre nocturner fra i dag og fra i går. Nocturner har altid været aftenens og nattens musik.
Ordet nocturne kommer fra latin: nocturnus (nat), i musisk terminologi er det et værk der relaterer til eller er dedikeret til natten, en ofte drømmende, tyst komposition for klaver. 

Til koncerten møder vi både Chopin og Ravel. Sidstnævnte har ganske vist ikke skrevet klavernocturner, men hans musik dvæler på mange måder, som var det natten, der var på spil. Vi møder også en række amerikanske kvindelige komponister, der har udgivet et album med titlen “22 nocturnes for Chopin”. Derfra spiller Bo Lundby-Jæger et fyldigt uddrag.
Sammen med Bo Lundby-Jægers egen nattemusik, kommer vi igennem amerikanske drømme, polske følsomheder og franske raffinementer.
Mens aftenen falder på, kan du opleve mange forskellige bud på hvad der venter derude i natten.
Koncerten varer en times tid uden pause.

Foto: Jan Türck Kallesen

Bo Lundby-Jæger er en alsidig musiker og komponist.
Han er uddannet som pianist ved Det Fynske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og derefter private studier ved Royal Academy i London.
Ligeledes er han uddannet som Organist fra Det Jyske Musikkonservatorium.
BLJ er medstifter af Ensemble FIGURA for ny musik. I en årrække var han ansat som repetitør og akkompagnatør ved Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og Den Anden Opera.
I perioden 2014-17 var BLJ Kor chef for Det Kongelige Operakor.

Udover dette har Bo Lundby-Jæger en stor produktion som komponist. Han har komponeret og fået opført 3 operaer, symfonisk musik, kammermusik, musik til computerspil, sange, installationer m.m.
Han er blevet opført stort set over hele Europa, senest med en afstikker til Brasilien som dirigent og komponist ved en uropførelse af hans orkesterværk ’Den Lille Havfrue’ i operahuset Theatro Pedro Segundo i delstaten Sao Paulo.

Læs mere om Bo Lundby-Jæger her:

bolundbyjaeger.com